Verden ifølge Gram
Verden ifølge Gram
DR
- udsyn med personlighed og perspektiv. Vært: Steffen Gram.
Hvor vrede er Ruslands vælgere?
Russerne går til valg til Dumaen i weekenden! Ikke for at demonstrere vrede, frustration eller mistrøstighed over økonomiske trængsler, elendighed og krigen. Så skulle de blive hjemme. For ingen af valgets 11 partier modarbejder Putin. Eneste liberale parti, Yabloko, der er mod krigen i Ukraine, blev fjernet fra partilisten i august. Og russerne ved, at resultatet er givet på forhånd. Men russerne stemmer. Valgene er et ritual - og magten forventer, at du stemmer. Også i Putins Rusland. Men - meningsmålinger fortæller i år om modstand! Putins støtteparti, Forenet Rusland, er faldet i målinger. Selv Putins popularitet daler - selvom han er mere populær end Trump, Merz eller Macron. Og det kan skabe nye konstellationer i Dumaen, det russiske Underhus, ustabilitet, fraktionskampe og skubbe til Putins politiske status quo. Medvirkende: Sonja Vesterholt, forfatter og Ruslands-konsulent, Valentyna Shapovalova, forsker i russisk desinformation, Jakob Tolstrup, professor, specialist i postsovjetisk politik. Vært: Steffen Gram.
Sep 16
55 min
Hvad vil Xi og Trump - og hvor er EU?
Kinesiske jagerfly træner mod franske jagere - i Ægypten! Kineserne oversvømmer det europæiske marked - med el-biler! De begrænser eksport af sjældne jordarter til USA, hvor Trump har lagt tariffer på kinesiske varer. Xi Jinpings kinesiske supermagt udvikler, producerer - og eksporterer! På bekostning af vestlige arbejdspladser. Men bag kinesernes succes og teknologiske eksplosion ligger også kriser - bolig-kollaps og overproduktion, der truer den kinesiske økonomi. Nu tager Xi til topmøde hos Trump efter rejser, der har demonstreret Kinas rolle som supermagt. Nu, hvor Trump har vist, at USA ikke kan slå Iran, ikke forsvare sine baser i Mellemøsten - og som har ofret sine alliancer med ellers trofaste allierede. Men - repræsenterer Xi et sårbart eller stærkt Kina? Er Trump svækket? Hvad kan de to enes om? Og Europa - er det kørt ud på et sidespor? Hvad vil Europa - og hvad kan Europa? Medvirkende: Philip Roin, DR-korrespondent i Kina, Carl-Johan Dalgaard, fhv. overvismand og nu i Tænketanken Europa, Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker i økonomi ved Peterson Institute og Brueghel. Vært: Steffen Gram.
Sep 9
55 min
Hvorfor står AfD til sejr i Sachsen-Anhalt?
Ulrich Siegmund er smilende, veltalende og poleret! Han kører på en ikonisk lyseblå knallert fra DDR-tiden. Og om få dage kan han blive den første AfD-regeringsleder, hvis stemmernes fordeling falder i hak i Sachsen-Anhalt! Delstaten, hvor Martin Luther slog sine oprørske teser op på kirkedøren i Wittenberg i 1517, og hvor Otto von Bismarck, der samlede Tyskland, blev født i 1815. Men hvorfor stemmer vælgerne i den gamle DDR-delstat på det højreekstreme AfD, på en politiker, der vil tilbage til fortiden og genindføre russisk i skolerne? Som vil lære børn mere om Bismarck end om Hitler og genskabe "tysk identitet"? Som fører kulturkrig mod "modernisme!" Som vil afvikle sanktioner mod Moskva, købe russisk gas igen og stoppe hjælp til Ukraine? Og som vil tvangsdeportere migranter ud af Tyskland? AfD og Siegmund vil vinde på søndag! Spørgsmålet er om sejren bliver stor nok til et absolut flertal? Lykkes det, har de traditionelle politikere og deres partier fejlet totalt! Medvirkende: Steen Nørskov, DR's tysklandskorrespondent, Jesper Vind, Weekendavisens tysklandskorrespondent, Wiebke Junk, lektor på Københavns Universitet. Vært: Steffen Gram.
Sep 2
55 min
Trumps krige, trusler - og bundløse gæld
40 tusinde milliarder dollars! En vild statsgæld selv for USA. Vil gælden undergrave supermagten - og Trump's oprustning? At amerikanerne låner, producerer og forbruger, er ikke nyt. Men de har aldrig lånt så meget, som i de sidste tyve år, forbrugere, erhvervsliv - og stat! De drømte om, at de undervejs kunne producere sig ud af gælden. Det kunne de ikke. Nu konkurrerer den amerikanske stat med AI-giganterne om investorernes penge! Og prisen - renten - vokser! Nu truer gælden Trump's politiske fremtid, amerikanernes folkepension, sygesikring og den smule tillid, der måtte være tilbage efter Trump's halvandet år i Det hvide Hus. Og så truer en svækket Trump nu Canada, Iran og nationer verden over med handelskrige og økonomiske repressalier! Hvorfor er det gået så galt? Hvad siger de amerikanske vælgere? Hvad risikerer resten af verden, hvis det amerikanske hus vælter? Det taler vi om i Verden ifølge Gram! Medvirkende: Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker i økonomi ved Peterson Institute og Brueghel, Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Københavns Universitet. Vært: Steffen Gram.
Aug 26
55 min
Putin, oligarken - og Ruslands fremtid
"Derfor er et ødelagt Rusland til skade for verden", er titlen på et usædvanligt essay af den russiske oligark Andrey Melnichenko i det internationale tidsskrift Economist - ledsaget af et langt interview med oligarken, optaget over 60 timer i det sene forår. Essensen er fire dystre scenarier for et Rusland i sammenbrud i kølvandet på Ukraine-krigen, ingen af parterne kan vinde. Budskabet er, at kun russisk suverænitet og indflydelse på europæisk sikkerhedsarkitektur kan skabe et stabilt Rusland. Melnichenko er Ruslands rigeste oligark. Han bor i Rusland - så hvorfor dette udspil, hvor Putins økonomi arbejder sig mod sammenbrud, hvor nye mobiliseringer er på vej, og hvor tabstallene vokser og vokser? Er Melnichenkos essay en prøveballon til Vesten? Eller tegn på krakelering af magten omkring Putin? Medvirkende: Matilde Kimer, DR's Ruslands- og Ukraine-korrespondent, Poul Funder Larsen, tidligere Ruslands- og Ukraine-korrespondent for Jyllands-Posten, Mette Skak, Lektor emerita på Aarhus Universitet. Vært: Steffen Gram.
Aug 19
55 min
Trump synker i Irans kviksand
I Iran ser det gamle sikkerhedsapparat ud til at konsolidere sin magt over et samfund, ramt af amerikanske og israelske angreb, af blokader mod olie-havne og med en økonomi i ruiner. Det er en iransk ledelse, der holder Trump fanget i en konflikt, han får sværere og sværere ved at trække sig ud af - uden at erkende nederlag. Trumps og Netanyahus angreb på Iran d. 28. februar var strategisk uforberedt. Der var hverken militær nok til at vinde eller en strategi for at trække sig ud efter krigen. De havde ikke forventet, at Iran ville angribe USA's arabiske allierede, lukke Hormuz-strædet og tage den globale økonomi som gidsel for at overleve - og vinde. Nu stiller Iran nye krav for at indgå en aftale - som Trump næppe vil acceptere. Medvirkende: Rasmus Elling, Iran-ekspert og lektor ved Københavns Universitet, Hans Henrik Fafner, Udlandsredaktør for POV med base i Tel Aviv, Lone Dencker Wisborg, tidligere ambassadør i USA og ved NATO. Vært: Steffen Gram.
Aug 12
55 min
Lars Løkke tilbage til kaotisk verden
Donald Trump sælger sin 60-dages våbenhvile-aftale med Iran som udtryk for "fred i vor tid", og at USA har nået sine mål - men i virkelighedens verden er aftalen et nederlag, for han har intet opnået af, hvad han valgte at gå i krig for. I Moskva siger Putins folk, at det var et amerikansk-leveret patriot-missil, der satte det historiske Pechersk Lavra-kloster i Kyiv i brand - et kloster, som Putin siger, at han vil forsvare. To eksempler på en verden under enorm forandring, med to stærke mænd, der begge har startet krige efter at have læst deres modstandere forkert! Og to stærke mænd, hvis handlinger skubber til resten af verden! Det er den verden, Lars Løkke Rasmussen nu er vendt tilbage til som udenrigsminister efter en valgkamp, et valg - og en langstrakt regeringsdannelse. Så hvordan oplever og handler han i den kaotiske verden, der også præger alt, hvad der sker i Europa? Medvirkende: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Vært: Steffen Gram.
Jun 17
55 min
Trump og Netanyahu strides - mens Iran ser til
Trump og Netanyahu - to egenrådige ledere med magt til at ændre, ikke bare USA og Israel, men også Mellemøsten. To ledere, der for et år siden sammen kastede sig ud i et gigantisk projekt - at eliminere Den Islamiske Republik Iran som en magtfaktor i regionen. To krige senere er projektet slået fejl. Netanyahu har ikke lagt skjul på, at han slås for Israels og egne interesser, men at han har brug for USA. Trump lægger ikke skjul på, at han er forbitret på Netanyahu, der var parat til at trodse ham og USA's interesser - i hvert fald indtil nu. Og i Teheran har regimet set sine to modstanderes interesser køre hver sin vej. Regimet står med en hærget nation - men med en politisk vilje og en strategi for, hvordan man kan splitte USA og Israel. Og skulle forhandlingerne om først et "forståelses-dokument", så en våbenhvile og måske engang en fredsaftale tage fart, så står regimet i Iran med en håndfuld fordele, som hverken Netanyahu eller Trump havde set, da de begyndte krigen! Medvirkende: Nanna Muus Steffensen, DR's Mellemøst-korrespondent, Kim Bildsøe Lassen, DR's USA-korrespondent, Anders Jerichow, seniorkorrespondent for Politiken. Vært: Steffen Gram.
Jun 10
55 min
Trump, Putin - og vendepunktet i Ukraine
Ukrainerne har mistet tilliden til Trumps forhandlinger med Putin om våbenhvile eller fred - og oplever Putins bombardementer tage til. Witkoffs otte rejser til Moskva er hidtil kikset. Han har aldrig været i Ukraine! Ukrainerne har adgang til Musks Starlink - med succes! Det har russerne ikke! Og USA leverer militære efterretninger til ukrainerne. Så det er først og fremmest ukrainerne selv, støttet af EU, der har skabt det, der ligner et vendepunkt i krigen! I dag leverer EU massiv finansiel støtte til Ukraine. Sverige har lige foræret Ukraine 16 Gripen-fly og solgt yderligere 20. Og EU forsøger at enes om en model, der knytter Ukraine tættere til EU. Imens prøver Trump at finde en vej ud af krigen med Iran. Hans Gaza-plan kan falde fra hinanden, nu hvor Netanyahu kræver 70 % af Gaza. Og så truer Trump Cuba med magtovertagelse. Så Zelensky og ukrainerne skal næppe regne med en større indsats fra Trump for den fred i Ukraine, han påstod at kunne skabe på 24 timer. Medvirkende: Flemming Splidsboel, senior analytiker hos DIIS, Matilde Kimer, DR's Rusland- og Ukraine-korrespondent og Claus Mathiesen lektor ved Forsvarsakademiet. Vært: Steffen Gram.
Jun 3
55 min
Trump gik i krig - så hvem vandt?
Trump taler om sejr i Iran. Irans nye regime taler om sejr. Netanyahu - er ret tavs. Så angriber amerikanerne iranerne i Hormuz - i selvforsvar, siger de! Og forhandlingerne mellem Trumps folk og iranerne fortsætter. Om kontrollen med Hormuz. Om Irans indefrosne milliarder og støtte til de iranske militser i regionen. Så kommer turen til Irans missiler - og Irans atomprogram. I Iran venter en kuet befolkning på fred efter mange måneders mareridt. Præsteregimet massakrerede iranerne i januar. I februar angreb Trump og Netanyahu, og likviderede Ayatollah Khamenei og toppen af præstestyret. Så truede Trump med at destruere en civilisation. Han opfordrede iranerne til at vælte regimet - men de skræmte iranere blev inden døre. Nu har iranerne fået et islamisk militærregime - og venter på, hvad der nu kan ske! Medvirkende: Misha Zand, Iran-analytiker, Poyâ Pâkzâd senioranalytiker hos FN-forbundet, Anders Jerichow, korrespondent og udenrigskommentator for Politiken. Vært: Steffen Gram.
May 27
55 min
Load more