
Vi er sultne efter storløb i denne uge af Rent Trav Podcast. Som en bokser, der hvileløst går rundt og venter på næste modstander, længes vi efter, at sæsonen for alvor eksploderer med de største heste og de største løb.
Derfor ser vi frem mod Musketerdagen i Skive i næste weekend, peger på heste, der bør komme i spil til wildcard til Copenhagen Cup midt i maj, og vender den seneste udtagelse til Elitloppet. Hvem mangler? Hvem fortjener chancen? Og hvem vil vi bare gerne se mod de bedste?
Der bliver også fulgt op på sidste uges anbefalinger, hvor vi gennemgår de vindere, der blev peget på i udsendelsen. To eksperter i form får genvalg, når Kim Ovesen Christensen og Mogens Jensen igen er klar med spilidéer og skarpe bud til ugens løb.
Apr 16
1 hr 4 min
Video

Påsken bød på trav hver eneste dag, og i denne uge samler Rent Trav Podcast op på det hele.
I Top 5 går snakken på, hvem der egentlig er Danmarks bedste travhest lige nu. De gode heste er kommet ud af stalden, flere af dem mødtes påskelørdag i Skive, og det store spørgsmål er, hvem der står stærkest netop nu.
Panelet følger også op på løbet i Skive, hvor en voldsom slutspurt stjal billedet, og hvor en kusk måske kom til at juble en anelse for tidligt.
Derudover ser vi på, hvad vi ellers lærte af en travfyldt påske med løb hver eneste dag. Hvilke heste, præstationer og tendenser er værd at tage med videre?
Blikket rettes også mod den kommende uge, hvor der venter spændende danske løb. Samtidig peger pilen mod Jägersro, hvor Just Hans tager første skridt mod de svenske storløb. Kan den danske stjerne slå Önas Prince og spille sig videre til finalen i Paralympiatravet?
I læserinddragelse får Rent Trav en på snuden fra en bornholmsk lytter, men der er også hjælp at hente med mere guf om Mathilde Trøjborg. Hvor mange danske hopper har egentlig løbet hurtigere end den rekord, Mathilde satte i 2010?
Lyt med til endnu en uge med debat, vurderinger og masser af travsnak i Rent Trav Podcast.
Apr 9
58 min
Video

Mathilde Trøjborg er ikke længere iblandt os, og i ugens Top 5 ser vi på de største præstationer fra en helt særlig hoppe. Hvad var egentlig størst: sejren i Hoppederbyet eller triumfen i Stoeliten i Elitloppet-weekenden? Rikke har også en sjov og personlig anekdote om købet af Mathilde Trøjborg på auktionen.
Derudover ser vi på nogle af de aprilnar, der har været delt i travgrupperne. Er det sjovt, når travfolk går i spøg-mode, eller bliver det lidt for meget?
Vi tager også fat på Travservice.dk's top 5-lister for kuske og ryttere efter vinteren. Hvad fortæller de allerede nu, og kan man ane, hvem der kan gå efter landschampionaterne?
Og så svarer vi selvfølgelig også på et klassisk travspørgsmål: Hvad er en sidestang?
Til sidst vender vi blikket mod påskens travløb, hvor der er danske løb hver eneste dag. Vi ser blandt andet frem mod lørdag i Skive, hvor flere spændende sæsondebutanter mødes i finalerne i Travligaen, og så runder vi multijackpotten på påskedag i Romme, hvor der foreløbig er 33 millioner kroner til otte rigtige.
Lyt med til en episode med både minder, debat, nørderi og tips til påskens trav.
Apr 1
1 hr 12 min
Video

Der er hvid røg i forhandlingerne mellem Charlottenlund Travbane og Dansk Hestevæddeløb. Men hvad betyder det egentlig for fremtidens travsport på Sjælland?
Vi ser også frem mod generalforsamlingen i Charlottenlund i næste uge, hvor der igen er vigtige spørgsmål på spil.
Derudover vender vi premieren på den nye tv-serie med blandt andre Jeppe Juel og Nicklas Korfitsen, som kan ses fra mandag på TV2 Nord. Fredag morgen gæster de også Go'Morgen Danmark, og det kan blive en stærk måde at få travsportens glæder og sorger ud til den almindelige dansker.
Rikke fortæller også om, hvordan hun selv oplevede berømmelsen, da hun var med i en tv-serie for nogle år tilbage — og hun kommer med beviset på, at det virker.
Top 5 går på de største danske præstationer i Sverige. Mogens og Rikke er enig om nummer et, men Rikke må overgive sig, da Mogens trækker en gammel traver ud af stalden.
Som altid er der også gode fiduser til weekendens travspil.
Mar 19
1 hr 21 min
Video

Henrik Johannsen fortæller om jagten på succes i USA med den toårige Taveller, mens Mogens Jensen er med i studiet til top 5, aktuelle emner og weekendens tips.
Rent Trav Podcast står i denne uge i amerikansk travsports tegn.
Henrik Johannsen er med direkte fra Florida, hvor han fortæller om sit forsøg på at få en amerikansk travhest frem mod de store årgangsløb i USA. Han har Taveller hos den danske travtræner René Sejthen, og hesten er netop blevet to år. Samtalen handler blandt andet om drømmen, økonomien, mulighederne i USA og planerne for hesten, når årgangsløbene er forbi.
I ugens top 5 ser panelet på nogle af de største oplevelser med amerikanske travheste. Det bringer os rundt i både personlige minder og markante kapitler fra travsportens historiebøger.
Derudover runder vi udmeldingen om færre danske aflysninger om vinteren, og vi ser også på en positiv historie om anpartsprojekter, der bliver revet væk.
Til sidst bliver der som altid fulgt op med tips til weekendens løb.
I studiet er Mogens Jensen med som ekspert.
Mar 12
1 hr 12 min
Video

Ekstra: EPISODEN ER OPDATERET SÅ HENRIK ER MED I HELE UDSENDELSEN!
Hestesportens Galla er overstået, men snakken stopper ikke der. I studiet mærker vi utilfredshed med kåringen af Årets hoppe, og diskussionen får hurtigt fokus på de navne, alle taler om lige nu: Glorious Rain og Kaley D C.
Som opdrætter venter Henrik Johannsen fortsat på nyt fra forhandlingslokalerne omkring Vision Øresund – og han har samtidig friske meldinger fra opdrætterforeningen. Der er mange hopper klar til at blive bedækket, og Henrik forklarer hele vejen fra bedækning til føllet står klar til at blive gjort klar til auktion.
Netop auktionerne fylder også: To auktioner i derbyweekenden – er det fjong, eller bare dejligt?
Og så bliver ugens Top 5… helt gak. Der er to forskellige forudsætninger på bordet, så vi ender med to Top 5-lister for én pris.
Til sidst tager vi ugens uforståelige – hvor udtrykket "kom på biddet" bliver trukket frem.
Feb 19
1 hr 5 min
Video

Et sent afbud betyder, at Mogens Jensen er ene ekspert i studiet. Og som den multikunstner han er, klarer han sig også alene.
Vi kommer blandt andet omkring Vision Øresund, hvor Mogens – som en af hesteejerne – gerne vil vide mere om, hvad projektet kan blive til.
Der bliver også tid til et tilbageblik på stjernehesten Meadow Roland, der er optaget i Hall Of Fame.
Og så varmer vi op til Hestesportens Galla: Mogens peger på den hest, han tror bliver Årets Travhest 2025. Det rigtige svar kommer lørdag – rammer han plet?
Til sidst er Mogens selvfølgelig også alene om at sætte ugens Top 5 – og den svære kategori er vinterens stjerne. Skulle han have haft hjælp… eller udpeger han de fem helt rigtige heste?
Vært: Anders Stoffer
Feb 12
54 min
Video

Rent Trav Podcast er tilbage – og denne gang med en lille premiere i studiet: Mogens Jensen er redaktør for første gang. Sammen med Michael Andersen finder han emnerne frem, skruer på rækkefølgen og giver afsnittet en helt ny drejning.
Vi tager også fat i et spørgsmål, der splitter trav-Danmark hver vinter: Har vi brug for vintertrav – og hvordan gør vi det bedst? Ikke alt skal aflyses, men kunne en løsning være, at kun én eller to baner kører i de koldeste måneder, mens resten holder pause?
Derudover: Mogens flytter Top 5 på en måde, der ændrer hele logikken – og så er der selvfølgelig masser af spil på heste: løb i Danmark og V85 på lørdag.
Vært: Anders Stoffer
I studiet: Mogens Jensen og Michael Andersen
Feb 5
53 min
Video

Endelig: Efter 22 dage i det nye år er juleferien ovre for Rent Trav Podcast – og nu er vi i gang igen.
Der er fødselsdag i studiet. Det burde være en god dag for fødselaren … men ugens Top 5 byder på en bommert, der gør nas. Av av av.
Vi er tilbage med manér, for på søndag køres Prix d'Amérique i Paris-Vincennes – verdens hårdeste travløb – med start kl. 16.20.
En af vores eksperter plejer at forudsige vinderen. Sker det igen? Hvem er outsideren? Hvordan fungerer det franske voltesystem egentlig? Og har svenskerne overhovedet en chance?
I den hjemlige andedam er der til gengæld kun gode nyheder: Bent Svendsen er på vej tilbage som professionel travtræner – og det er der bred glæde over.
Vi runder også to prægtige danske hopper og hepper på, at karrieren bliver forlænget – men kommer første føl så for sent?
Der er meget mere guf i udsendelsen. Tryk play – Rent Trav Podcast er endelig tilbage. Med spas og løjer.
Jan 22
1 hr 4 min
Video

Forløbet omkring Vision Øresund fylder i ugens udgave af Rent Trav Podcast. Fredag meldte Charlottenlund Travbane ud til medlemmerne, at man var enige om en køreplan, der sikrer løb på Lunden i en periode. Dagen efter lød det fra DTC, at et eventuelt kompromis først skulle behandles i begge bestyrelser.
Efter bestyrelsesmødet lørdag er der ikke kommet nye meldinger, og panelet undrer sig åbent over både processen og kommunikationen fra begge parter.
Derudover tager Rent Trav Podcast fat på Michael Lønborgs krav til Dansk Hestevæddeløb i forsøget på at få sin licens tilbage. Panelet ser nærmere på sagen.
I ugens Top 5 kårer panelet årets travhest i Danmark. Der er mange oplagte kandidater, men rangeringen giver anledning til debat – og spørgsmålet er, om lytterne er enige i panelets bud.
Udsendelsen runder også sportens strukturelle udfordringer:
Der kommer fortsat nye travtrænere til, mens det samlede hestehold falder. Panelet diskuterer, om udviklingen er bæredygtig, og hvad det betyder for både nye og etablerede trænere.
Til sidst rettes blikket mod lørdagens V85-jackpotrunde, hvor der igen er store gevinster på spil. I sidste uge ramte Rikke en fidus til vinderodds over 18 – spørgsmålet er, om hun kan finde endnu en hest, der kan ryste spillet.
Dec 18, 2025
1 hr 7 min
Video
Load more
