I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11). I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet. ”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser. Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”. Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik. ”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling. I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne. "Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud." ”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken. Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”. I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer. I denne POVcast handler det bl.a. om: - heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.” - at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det. - hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”. - filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik. - sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.” - valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne. - samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After". - hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning. Dette og alt muligt andet i denne POVcast.

En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Nørgaard Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et smukt, hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Bo Evers. I 2014 hittede han ud af det blå med storhittet ’Fred’ og senere især med ’Barry White’. ”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, 'Liv', og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange. Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen. ”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li' den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario. "Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk." Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af. ”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer. Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på 'Liv' har et mørke og dybde under humoren. Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med 'Balladen om staden' på pladen 'Christiania – stik dem en plade', der udkom i 2020. ”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han. De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang 'Mor' fra det nye album. Og så er der sangen 'Alt det der', der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger: "For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer' for ellers var vi ikke her". Dette og meget mere i denne POVcast.

POV Mediano Musics Jan Eriksen er taget en tur ud til Frelserkirken - et stenkast fra Dæmonernes Port. Franz Beckerlee er aktuel med biografien ”Franz Beckerlee – Stonefree et liv med og uden Gasolin’”. I den anledning har han været så venlig at invitere indenfor i sin lejlighed. I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør. ”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten. Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne. ”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.” Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen. Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være. ”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee. Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker. ”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen - samme producer som manden, der producerede "Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee. Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen. ”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee. Det handler også om - inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones. - millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til. - Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”. - kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band. Dette og meget mere i denne POVcast.

”Bad cowgirls go everywhere,” synger Tamra Rosanes på sit nye album. Og for nylig lagde hun vejen forbi POV Mediano Musics kontor/studie. Især for at tale om sit nye album, ”New Better Day”, som hun udsender i anledning af sit 50 årsjubilæum som dansk bosiddende kunster – jubilæet fejrer hun i øvrigt med en turné her i sensommeren og efteråret. På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken. For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform. I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker. POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker - de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa. Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis - mindre end en måned efter "That's All Right" var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender. Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader. Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde. ”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden," siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville. ”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.” Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra. ”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.” På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song". ”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet." Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville. Marty Stuart: The Whiskey ain't Working Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer John Prine: Sweet Revenge - trommer Kenny Malone U2: Angel of Harlem - lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) - lydteknik Fergusson

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”

Som The Beatles havde The Quiet Beatle, George Harrison, havde – og har – Shu-Bi-Dua den stille guitarist og producer, Claus Asmussen. Det handler som regel om Michael, når man taler Shu-Bi-Dua, men i denne POVcast er Claus i centrum. I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det. Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne. Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer. I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af "Hair" og "Jesus Christ Superstar" i Danmark - derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005. Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”. ”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.” Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med. Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til. - Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager? - Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på "Krig og fred" – som, ja, krig uden fred? - Hvorfor blev SBD's studie i Kbh. K kaldt "en schweizisk bank". - Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration? - Hvordan var deres arbejdsproces? - Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet. - Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne? - Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA? - Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen? - Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, "Bare man kan logre". Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.

"Mine album udkommer tæt. Der er ikke mere end 20 år i mellem dem," siger multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen selvironisk i denne POVcast. Og sandt er det, at hans bidrag til den danske musikskat er forholdsvis få. Til gengæld er de kendt af mange. De seneste to album, ”Isalena” og det nye, ”Tranedans”, har manifesteret Kragh-Jacobsen som sangskriver og formidler med sit eget udtryk og dybde - som et sted mellem en dansk Mikael Wiehe, Leonard Cohen og idolet Charles Aznavour. Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer. "Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen. Især Dogme-filmen, "Mifunes sidste sang" manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør. "Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet." Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv. Det nye, aktuelle album, ”Tranedans" sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: "Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi." Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: "I har været r..forkælede". ”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.” Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang: Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk: Hans to første spillefilm 'Vil du se min smukke navle?' (1978) og den prisbelønnede 'Gummi Tarzan' (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. 'Guldregn' (1986 - først udsendt som tv-serie) og 'Skyggen af Emma' (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre. Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen 'Mifunes sidste sang' (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også 'Isfugle' (1984), 'Skagerrak' (2003) og 'Det som ingen ved' (2008) handler om rodløse voksne - den sidste i thrillerform. 'Drengene fra Sankt Petri' (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede 'Øen i Fuglegaden' (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund. I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som 'Det som ingen ved' (2008), 'I lossens time' (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR's dramaserie 'Borgen' (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af 'Bedrag' (2016).

For præcis 40 år siden udkom The Polices album ”Synchronicity”, som skulle vise sig at blive trioens sidste. I den anledning har Jan Eriksen inviteret musikeksperten Thomas Ulrik Larsen i POVs studie, hvor han splitter "Synchronicity" ad og forklare alt det, der ligger bag et af musikhistoriens mest intellektuelle rockalbum. The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen. ”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede. 0- ”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var "Synchronicity", fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.” I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani. Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave - på falske forudsætninger. "Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten. ”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han. I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik. "Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund." Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”? The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere. ”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen. Han går i dybden med "Synchronicity" og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste - og forfatteren Arther Koestler. "Synchronicity" er et album med mange, mange lag.

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”. Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende. ”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. ”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,” I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. ”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok "Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger: "Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om … - Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. - inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross. - noget så eksotisk som lykkelige sange. - den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

I 1999 lærte alle med et radioapparat nærmest fra den ene dag til den anden Marie Frank at kende. Sange som "Symptom of My Time", først og fremmest, "Save a Little Love", "Worth it" (2001) og "Under the Water" i et remix blev spillet igen og igen. Også i udlandet. Nu, 24 år senere udsender Marie Frank en EP med titler som "Det bedste ud af alting", "Hvem ved hvad vej det går" og "Stenslag". POV Mediano Musics Jan Eriksen har besøgt Marie Frank i Langå, hvor hun med en fantastisk udsigt til Langå sø bor sammen med sin mand, musikeren Anders Pedersen og deres to børn. I podcasten taler de om alt det, der skete dengang, hvor hun rejste rundt i verden, og bl.a. øvede sit håndværk i New York – og hvad der er sket siden og, hvor de nyeste sange kommer fra. ”Måske havde Danmark brug for en pige med en guitar dengang,” siger hun selv som en mulig forklaring på det pludselige gennembrud. I USA havde de Sheryl Crow, Suzanne Vega og Joni Mitchell. Det handler om tilfældige møder som blaffer bl.a. med bossen for Spot Festivalen og en DR radiovært, der skulle komme til at hjælpe hende videre. Indspilningen af debut-albummet ”Ancient Pleasures” i et studie i New York med det funky navn Dan's House of Love. Det handler om en turne, som Marie måtte gennemføre i en kørestol og på krykker. Efter et par hektiske år i begyndelsen af 0’erne blev Marie Frank selvstændig – hverken hun eller det tidligere pladeselskabet havde særlig travlt med at forhandle ny kontrakt – og selvstændig har hun været siden. Så det er også historien om kampen for at bevare sin integritet i en branche hvor alle flår i en. ”Jeg følte, at jeg blev modarbejdet af mit pladeselskab, der gerne ville flytte rundt med mig. Du bliver hele tiden stillet overfor det spørgsmål: hvis du bare vil det og vil det. Det konstante pres. Der var så mange, der havde en holdning, vi synes du skal gøre det og det. Jeg synes på en måde det er en barsk måde at henslæbe sine tyvere på.” Det handler om et gedigent benspænd, da festivalen Wig Wam krakkede med et brag og efterlod en række uskyldige musikere uden penge. Men det handler Ikke mindst om mødet med Howe Gelb, lederen af et af første markante alt-country bands, Giant Sand, og andre amerikanske musikere som Grant Lee Phillips og legenden Lucinda Williams. Møder som naturligt har påvirket hendes sangskrivning og betydet en masse gode oplevelser og rejser. Albummene "Where the Wind Turns the Skin to Leather" og "Kontinua", Franks første dansksprogede album, er ganske udmærkede danske americana-album. Og selvfølgelig taler Marie og Jan om arbejdet med at etablere et musikmiljø i Langå. "Det er en lille smule mere hillbilly-agtigt herude i Langå," som hun siger. Dette og meget mere i denne podcast.