I 2021 kunne det meste lade sig gøre, når man var ung og befandt sig i den by, de kaldte det nye Berlin: Kyiv.Catarina, Agatha og Anita stod midt i en ungdom fyldt af Pride, ravefester og litteraturfestivaler, da vinteren kom, og russiske tropper begyndte at samle sig ved Ukraines grænse. Og selv om ingen troede, det ville ske, kom krigen til deres land.Det her er historien om et land og en ungdom. Om hvordan krigen ser ud, når den bliver hverdag. TikTok, geopolitik, tv-serier, Stinger-missiler og at grine af fyre, der sender latterlige beskeder. Det her er historien om 'generation uafhængig'. 

I 2020 blev Putins fjende – den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj – forgiftet ved et attentatforsøg. Navalnyj overlevede kun med nød og næppe. Meget har peget på, at Putin stod bag, men attentatforsøget er aldrig blevet opklaret. Det laver den nye dokumentarfilm ’Navalny’ om på. Mens Putin fører krig mod Ukraine, vil filmen sætte et ansigt på russernes modstand mod Putin. Men hvor stor er den modstand egentlig ude i virkeligheden? Det spørgsmål svarer Politikens internationale kommentator Michael Jarlner på i dette afsnit.

Billederne fra den ukraniske by Butja markerer et skifte i krigen i Ukraine. For det er ikkesønderskudte bygninger, dræbte soldater eller bombede tanks, øjet møder. Det er – tilsyneladende – billeder af helt almindelige mennesker. Civile liv stoppet midt i en vejrtrækning. På cykel. Med indkøbsposen fuld af aftensmad. Almindelige ukrainere dræbt af russiske styrker. Og hvis det ér det, billederne viser, er der tale om krigsforbrydelser. I dette afsnit fortæller Politikens forsvarsredaktør om Butja og om krigens regler.

Billederne fra Ukraine bliver ved med at rulle hen over vores skærme: Krig, død og ødelæggelse. Men måske kan det snart ændre sig. Fra Moskva er der nemlig kommet nye toner, der tyder på, at Rusland kan nøjes med mindre end en total sejr. Og i Kyiv lyder præsident Zelenskyj som en mand, der kan kende et godt kompromis, når han ser det. Analytikere i hele verden forsøger lige nu at tolke de seneste meldinger, og i dette afsnit giver Politikens internationale kommentator, Michael Jarlner, sit bud på, om vi begynder at se enden på krigen.

I mere end to uger har den danske fotograf Jan Grarup bevæget sig gennem krigen i Ukraine. Siden han krydsede grænsen til Moldova, er han kommet tættere og tættere på kampene og frontlinjen. Nu er han nået frem til storbyen Kharkiv, der konstant bliver ramt af russiske raketter, bomber og granater. På gaden, i lighuset og på hospitalerne har han mødt ofrene for den blodige krig i Europa.

Tv, radio og hjemmesider er fyldt med analyser og kommentarer om angrebet på Ukraine. Men får vi sandheden? Eller mangler der noget i vores fortælling om krigen? Det mener Politikens internationale kommentator Michael Jarlner. Han synes groft sagt ikke, historierne fra Ukraine har været brutale nok. For hvordan ser der ud, der hvor granaterne slår ned? Hvor mange er blevet slået ihjel efter tre ugers krig? Hvorfor laver medierne flere historier om flygtningene, end om dem, der dør?

I årevis har London været hjemsted for russiske oligarker, som beskyldes for at have hvidvasket deres beskidte penge, mens Storbritannien har vendt det blinde øje til. Men med Ruslands invasion af Ukraine har Boris Johnson erklæret krig mod Putins rigmænd. I dette afsnit fortæller Politikens korrespondent i London, Nilas Heinskou, om, hvordan Chelsea-ejeren Roman Abramovich og andre rige russere pludselig kom til pengene – og om hvordan de nu må vinke farvel til det søde liv.

Troede Putin selv på, at Rusland hurtigt og effektivt kunne vippe Zelenskyj af pinden, indsætte en russisk-venlig regering og derefter styre Europas næststørste land uden store bump på vejen? Noget tyder på det. Men han tog fejl. For Ruslands militære strategi i Ukraine lykkedes ikke. Hvordan kunne Putin tro, at Ukraine var et nemt bytte? Og hvad så nu? Hvordan vil krigen udvikle sig, nu hvor Putins plan fik modstand, ikke bare fra ukrainerne, men fra resten af verden? Og hvad bliver Ruslands modtræk?

Sjældent har vi haft så meget brug for at forstå, hvordan folk tænker og handler i Rusland. Og sjældent har vi været så effektivt afskåret fra det. Facebook er lukket. Twitter er lukket. Og vestlige medier hjemkalder deres korrespondenter i frygt for en fængselsstraf på op til 15 år. Hvis det her er et nyt jerntæppe, er det et lydtæt et af slagsen. Dagens gæst er den russiskfødte antropolog Julia Samokhvalova, der på afstand følger med i, hvad russerne tænker, og hvad de får at vide om krigen i Ukraine. For hvad tænker de egentlig om deres troppers invasion af Ukraine? Om vores sanktioner? Og om deres egen præsident?

1. juni skal de danske vælgere beslutte, om de vil sige farvel og tak til det danske forsvarsforbehold. Det er historisk, og det er vildt, siger Politikens EU-korrespondent Karin Axelsson. I 1993 besluttede Danmark at stå uden for EU’s forsvarssamarbejde. Men nu er der krig i Europa, og spillereglerne er ændret. Tiden er løbet fra forsvarsforbeholdet, mener politikerne. Spørgsmålet er, hvad de danske vælgere mener. Kan frygten for Putin være med til at ændre den særligt danske linje over for EU, som har præget dansk politik – og den danske selvforståelse – i næsten 30 år?