HR in Business
HR in Business
DanskHR
HR in Business er DANSK HR’s podcast om HR og ledelse. Det handler om HR, der skaber værdi og gør en forskel i din organisation. Værten på podcasten er Ulrik Nerløe og hver gang har han en gæst i studiet, hvor de taler om et relevant og aktuelt emne. Gæsten deler ud af sine erfaringer og viden, der balanceres mellem teori, strategi og praksis og du får praktiske eksempler og konkrete værktøjer. Når du har lyttet til podcasten, har du fået fornyet inspiration og konkrete gode råd og tips, der klæder dig på til at skabe værdi og gøre en forskel i din organisation. DANSK HR er Danmarks største professionelle, uafhængige, netværksbaserede HR-organisation for HR-direktører, HR-chefer, HR Business Partners, HR-ansvarlige og HR-konsulenter. HR-afdelingen skal sikre virksomheder kompetente medarbejdere og skabe grobund for økonomisk og personalemæssig stabil udvikling. DANSK HR er HR-afdelingernes HR-videncenter, som gennem høj faglighed, aktuel viden, rådgivning og netværk understøtter alle medlemmer og deres virksomheder i det daglige HR-arbejde med at forbedre konkurrenceevnen. Ulrik Nerløe er adfærdsspecialist, ekspert i menneskelige transformationer, foredragsholder og international bestseller forfatter.
Kunstig intelligens i HR - med Peter Svarre
Kunstig intelligens handler i bund og grund om at se mønstre i data. I et HR-perspektiv kan det f.eks. være mønstre om medarbejdernes adfærd. Det vil typisk være systemer, som indsamler data omkring medarbejdernes arbejde og begynder at finde mønstre, som HR kan bruge til at se, om medarbejderne er produktive, glade, får for lidt i løn, er på vej til at finde andet arbejde, etc. Al den viden er ekstrem vigtig og brugbar for dig som leder eller HR-chef – særligt i en tid hvor medarbejderne højst sandsynligt kommer til at arbejde mere hjemme, hvor den traditionelle kontakt mellem leder og medarbejder bliver fjernere og fjernere, så ledelsen får et stigende behov for at få et nyt overblik over medarbejdernes trivsel og performance. I dette afsnit har vores vært Ulrik Nerløe inviteret Peter Svarre, forfatter og digital rådgiver i studiet til en snak om kunstig intelligens og hvad det kan gøre for HR i fremtiden. Ifølge Peter Svarre bliver forståelsen af kunstig intelligens og hvad det kan og ikke mindst ikke kan ekstrem vigtig for ledere og HR, fordi det er det, der kommer til at forme vores arbejdsplads i fremtiden. Men hvad er kunstig intelligens egentlig? Hvordan overlever vi som virksomhed i en digital verden? Bliver vores medarbejdere overflødige? Hvordan skal HR forhold sig til at kunstig intelligens overtager flere af medarbejdernes jobs? Hvilke etiske udfordringer opstår der, når kunstig intelligens bliver en del af vores arbejdsmarked? Hvad skal du som leder eller HR-chef forberede dig på og hvad kan du allerede begynde at gøre i dag, som gør virksomheden bedre og styrket til fremtiden i morgen? Det er bare nogle af de spørgsmål, som bliver berørt i dette yderst interessante afsnit.
Jun 21, 2021
52 min
Engagement, energi og motivation - med Laust Lauridsen
I dette afsnit har vores vært Ulrik Nerløe inviteret Laust Lauridsen i studiet til en snak om energi, engagement og motivation og hvordan vi får det tilbage i organisationerne efter corona. I marts sidste år blev der trykket på pauseknappen og der er ikke rigtig nogen, der har trykket på Play igen. Energien er generelt lav ude i virksomhederne. Der er en fysisk og mental træthed – et emotionelt vakuum af at være men alligevel ikke at være. Hvad kan HR gøre for at bringe energien tilbage? Hvordan kan HR være med til at understøtte den udvikling, der sker på det menneskelige plan? Og hvor er lederen henne i den nye hverdag? Hvordan får man egentlig god ledelse og godt samarbejde til at ske under de nye præmisser? Disse spørgsmål og mange flere diskuterer Ulrik og Laust i dette afsnit af HR in Business. I forhold til fremtidens medarbejdere mener Ulrik og Laust blandt andet, at energibegrebet er et af de nye paradigmer, som i langt højere grad skal bringes i spil, når vi kigger på medarbejdertrivsel, engagement og i det hele taget hvordan vi interagerer med vores medarbejdere. For energien kommer ikke tilbage af sig selv. Det er et bevidst arbejde, der skal laves for at skabe fornyet energi. Måske kommer vi i fremtiden til at tale om HER i stedet for HR? Ifølge Laust handler Human Energi Release nemlig om at lave nogle rammer, som kan hjælpe mennesker med at frigøre og udfolde deres fulde potentiale i forbindelse med at skabe værdi på en arbejdsplads. Laust Lauridsen er grundlægger af XPMT, uddannet læge og adfærdsfilosof.
May 3, 2021
41 min
Sexisme på arbejdspladsen – med Maj Britt Dahl Nielsen
I dette afsnit har vores vært Ulrik Nerløe besøg af Maj Britt Dahl Nielsen, som er seniorforsker hos Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. De taler om sexisme og seksuel chikane på arbejdspladsen – både hvordan det har været på de danske arbejdspladser før i tiden, hvordan situationen er i dag og hvad vi kan forvente i fremtiden. I afsnittet fortæller Maj Britt bl.a. om, hvad vi ved om sexisme og seksuel chikane på arbejdspladserne, hvor udbredt det er, kulturen og adfærden i virksomhederne, hvorfor det er så svært at sige fra og stå frem med sine oplevelser, ens ansvar som kollega og ikke mindst hvorfor problemet er så svært at komme til livs og hvorfor mange virksomheder ikke taler om problemet og anerkender, at det er der eller kan være der. Maj Britt kommer ind på, hvad virksomhederne kan gøre og giver konkrete bud på, hvordan HR kan forebygge og håndtere sexisme – Majbritt giver også nogle eksempler på, hvordan vi ved bare at ændre ordlyden på de spørgsmål, vi stiller i HR, får nogle helt andre svar fra medarbejderne. Maj Britt har forsket i sexisme og seksuel chikane i mere end syv år, og har derfor en stor viden om emnet, men afsnittet viser også, at det er et ekstremt komplekst område, hvor vi stadig mangler rigtig meget viden.
Nov 24, 2020
37 min
Nærvær og diversitet i HR – med Jens Romundstad
I dette afsnit har vores vært Ulrik Nerløe besøg af Jens Romundstad, som er HR-direktør i Coop Danmark A/S. De taler om, hvad HR er for Jens og ikke mindst hvor stor en forskel, nærvær og diversitet kan gøre lige netop i HR. Herunder kommer de vidt omkring Jens’ karriere og erfaringer og de taler om sårbarhed, nærvær, diversitet, autentisk ledelse, mening, ledelse med hjertet, fremtiden for HR, bæredygtighed, potentiale og meget meget mere. ”Mange taler om HR-strategi, som noget, der er ude på siden af organisationen. Det er lidt paradoksalt for mig, for mennesker og forretninger er jo uløseligt forbundet med hinanden. Det, vi skal med mennesker, det er at knytte dem så tæt og vævet ind i forretningensstrategien, at det er der, det hele starter og det er der, det hele ender. At have adskilte strategier det ser jeg ikke den store mening i.” Sådan indleder Jens Romundstad denne meget interessante samtale. Jens Romundstad har været vidt omkring i sin karriere herunder blandet andet som TV-vært og nogen kender ham måske som Biker-Jens fra de mere kulørte dage. Men en ting har fyldt hele vejen igennem karrieren og det er arbejdet med mennesker gennem både salg og HR. Senest var Jens salgsdirektør i Fakta, inden han sidste år fandt tilbage til HR og den helt rette hylde som HR-direktør i Coop Danmark.
Aug 17, 2020
42 min
Adfærdsdesign - med Thomas Christensen
I dette afsnit har vores vært Ulrik Nerløe besøg af adfærdsøkonom Thomas Christensen fra Bro Behaviour. De taler om adfærdsdesign, hvordan du kan bruge det i HR og ledelse, hvorfor er der så mange, der er interesserede i det og hvori ligger værdien for dig i HR til at blive langt mere bevidst omkring hvad adfærdsdesign er. I lyset af den nuværende coronakrise, så giver Thomas også nogle helt konkrete bud på, hvordan du i denne tid kan hente hjælp i og bruge adfærdsdesign. Thomas designer, gennemfører og måler på test af nudgegreb, og alt, hvad han foretager sig, er forankret i hans omfattende viden om adfærdsteori. Thomas har bl.a. løst opgaver for Novo Nordisk, Totalkredit og Københavns Kommune og er en eftertragtet oplægsholder på konferencer og i organisationer, der gerne vil blive klogere på medarbejderes og kunders adfærd - og blive i stand til at påvirke den.
Apr 1, 2020
46 min