I episode 5 introducerer Olga Bendicte værket Vi To, værkets baggrund og kunstnerens samarbejde med en svagtseende beboer på social-institutionen Solgaven. Olgas værker opererer ofte på det affektive spektrum, hvor sanselighed, nonverbal kommunikation og forskellige former for nærvær og bevidsthed kommer til udtryk. Olga Benedicte kæder i podcasten flere research-strenge ind i introduktionen af værket, hvor hun blandt andet introducerer begreber som ASMR, Charles Bonnet-yndrom sorte huller, samt dykker ned i skulpturens materialer og deres betydning for værkets helhed. Stemmeføringen i værket Vi To er inspireret af et nutidigt internetfænomen - ASMR (autonomous sensory meridian response) - hvor man gennem lyde opnår en form for behagelig tilstedeværelse og eufori. Olga Bendicte bruger dette til at skabe et lydværk som opleves som en form for indadgående sansning, gennem den intime og hviskende stemme, der er hentet fra ASMR. Samtidigt kobler hun lyden i værket til skulpturens overflade, idet man har den skulpturelle del liggende i skødet, når man oplever værket. Værket undersøgter herved, hvordan man kan skabe tætte relationer mellem lydsiden af værket og den tilhørende skulpturs overflade, materiale og form. Olga har arbejdet med ideen om mørket eller mørke huller i værket, delvist inspireret af samtaler hun har haft med en beboer på på institutionen Solgaven,  et botilbud for blinde og svagtseende. Beboeren fortæller om visuelle fænomener og farvede former som opstår i synsfeltet trods blindheden. Disse oplevelser kan kobles til tilstanden Charles Bonnet-yndrom, som blev registeret helt tilbage i 1800-tallet. Olga har i sin research  undersøgt det mystiske fænomen gennem samtaler med beboeren på Solgaven, samt hvordan vi kan blive påvirket af stemmer og hvordan stemmer og kroppen hænger sammen. Værket er yderligere skabt gennem binaurale lydoptagelser, hvor Olga undersøger hvordan lyd bevæger sig rumligt. Psykologiske studier peger på, at hvis man høre lyd fra det ene øre til det andet, kan stimulere en kropslig sensation i form af kuldegysninger. Olga Benedicte undersøger i værket, hvordan relationer mellem krop og hørelse fungerer og på et konceptuelt plan alt det der ligger udenfor den verbale samtale. Hun beskriver kroppen som en kognitiv autonom maskine, der kobler systemer sammen rent mekanisk, hvorved kroppen bliver en materialitet i sig selv.

I episode 4 fortæller kunstneren Jenny Graf Sheppard om værket The Body Electromagnetic og hendes kunstnerisk forskning som undersøger lyd som et interaktivt, taktilt og spatial fænomen. Værket består af en serie af horisontale højttalere som er lavet som kobberspoler og monteret på et sort lærred. Værket kan aktiveres gennem bevægelse og interaktion, hvor elektromagnetisme og bevægelse skaber forskellige toner. Når værket spilles af en person opstår der lyde gennem bevægelser med håndholdte magneter, der aktivere lyden fra de fikserede kobberspoler. Kobberspolerne er hæftet på et lærred som repræsenterer ‘en klassisk kunstgenstand’ og skaber en vis genkendelighed. Ældre eller personer med psykiske lidelser kan opleve nye ting som skræmmende og derfor har Jenny Graf Sheppard arbejdet med en klassiske reference til maleriet på et lærred, for at skabe lettere adgang til værket. Yderligere er værket designet som et bord da Jenny Graf Sheppard har ofte bruger bordet som en reference i hendes værker, fordi det repræsentere et socialt samlingspunkt. Jenny beskriver i podcasten hvordan hun har ‘spillet værket’ med en række beboere og brugere på de samarbejdende institutioner og hvordan lydene kan blive til et socialt element. Værket åbner for en ‘ikke verbal’ kommunikation, hvilket kan være gavnligt for personer som af forskellige årsager ikke fungerer så godt verbalt. Kroppen spiller en vigtig rolle for værket, og i værket har man selv kontrollen over lydene og kroppens påvirkning af lydene. Det er interessant at personer som lever med nedsat fysiske evner, igen kan få en fornemmelse af kontrol gennem de taktile vibrationer. Jennys research har også vist hvordan blinde efter af have mistet synet for en stærkere taktil fornemmelse, da krops hukommelsen er stærkere hos folk med forskellige fysiske nedsættelser. Sheppard beskæftiger sig med lytning som et udvidet koncept, hvor det sker gennem et mere kropsliggjort scenarie og projektet peger på æstetiske universer, der omfatter interaktioner, gestusser, lyde og berøringer. Hun undersøger i sine værker et potential ved det elektromagnetiske og hvordan det aktivere vores kroppe. Vores verden er opbygget ud fra vores sensitivitet og Sheppard arbejder i sin praksis med at bruge kunsten til at øge vores opmærksomhed på sensitivitet og måske skabe en ‘ekstra’ sensitivitet gennem værk oplevelser, hvor lyd bliver til en fysisk dimension.

I denne podcastserie belyses projektet Det Æstetiske Øre, som er et lydbaseret kunstnerisk og socialt eksperiment. I den første episode indleder projektets kurator, Iben Bach Elmstrøm, til projektets unikke samarbejdspartnere og hvordan projektet undersøger samtidskunstens social-politiske potentiale ved at cirkulere samtidskunstværker rundt på forskellige sociale institutioner. I episode 1 hører vi refleksioner fra Susanne Nicolaisen, sundhedsfaglig konsulent i Næstved Kommune, om, hvordan man på et kommunalt plan arbejder med sundhed og i særlig grad mental sundhed. Susanne forklarer, hvordan kunsten kan spille en aktiv rolle for sårbare borgere i Næstved og hvordan mental sundhed ikke handler om en løftet pegefinger om hvordan man er et sundt menneske, men om at skabe det gode liv, hvor man deltager i livet og for livsglæde ved kulturelle oplevelser. I episoden hører vi også tanker fra Anette Hansen, aktivitets- og frivillighedskoordinator på Munkebocentret, om hvordan projektet bringer kunst ud på institutionen og giver beboere og borgere mulighed for at opleve kunst i en tryg ramme på deres eget plejecenter. Anette Hansen fortæller om, hvordan vi i samfundets kulturelle tilbud ofte overser de ældste borgere i samfundet, fordi der eksisterer en opfattelse af at, hvis man bor på et plejecenter er man for dårligt til at deltage i kulturelle aktiviteter. Anette Hansen ønsker at gøre op med denne forestilling og fortæller om, hvordan Det Æstetiske Øre har givet personalet på Munkebocentret nye ideer til, hvordan kunsten kan komme til at fylde mere i hverdagen. Sidst i podcasten forklarer kurator Iben Bach Elmstrøm om projektets oprindelse, de tanker der har inspireret projektets ramme og om hvordan værkerne blev specialudviklet til at blive cirkuleret rundt i nye sociale sammenhænge. Iben Bach Elmstrøm beskriver, hvordan projektet udspringer af den kollektive forståelse af, hvad det vil sige at blive socialt og kulturelt isoleret, som præger vores tid lige nu, og hun fortæller om, hvordan der eksisterer en form for ‘dobbelt isolation’ for både individer og kunstobjekter.

I episode 3 taler billedkunstner Ragnhild May om tilblivelsen af værket Sirenesang, som fungerer som en form for moderne folkevise. Ragnhild har samarbejdet med musiker Morten Winther Nielsen om at komponere sangen til værket. Ragnhild og Morten kommer omkring folkevisens orale tradition og dens oprindelse som et kald til mere erotiske viser og kristendommens mere oplysende vise. Værket handler om havfruen og er inspireret af blandt andet Grundtvigs folkevise ‘Havfruens Spådom’. Derigennem skaber kunstnerne en fortælling om havfruens funktion som mytologiske figur, hvor havfruen bliver portrætteret som både en ond skikkelse i det mørke hav, som Disneys version og det yndige nationale ikon på Langelinie, som også i nyere tid er blevet brugt til politiske budskaber. Værkets folkevise synges af Helene Tungelund og podcasten fortæller også om folkevisens struktur. Folkevisen i værket opstår som en slags tidslinje, som starter med at gå tilbage i tiden og ender i en fremtidig øko-krise, hvor verden er oversvømmet og havfruerne og andre havmonstre har overtaget herredømmet. Podcasten afsluttes med at kunstnernes refleksioner over forskellen på vestlige musiktraditioner og hvordan folkevisen er anderledes i sin struktur. Folkevisen fungere som en selvstændig skandinavisk musiktradition. Ragnhild fortæller om, hvordan hun ser sammenhængen mellem de fortællinger eller vandrehistorier, hvor havfruen indgår, og den måde folkeviser oprindeligt har fungeret som folkelige fortællinger og orale udvekslinger mellem mennesker.

I episode 2 møder vi billedkunstner og forfatter Kristian Byskov og hans værk, Klokkefrøernes Kald, som indgår i projektet Det Æstetiske Øre. Kristian Byskov fortæller om, hvordan klokkefrøer næsten blev udryddet i Danmark, og hvordan man i området på Rønnebækfælled har udsat klokkefrøer som stammer fra Zoologisk Have. Byskov beskriver, hvordan frøerne repræsenterer naturens egen hukommelse, hvor alle lag eksisterer samtidigt, og hvordan sådanne genindsættelser transformerer vores landskab og natur. Kristian giver et indblik i  sine tanker om landbrugets industrialisering, genopretning af naturen, utopier og sci-fi fortællinger. Podcasten afsluttes med refleksioner over, hvordan værket inddrager steder, dyr og andre økosystemer, og hvordan man måske kan få det utopiske til at vokse ud af de fortællinger, som  kunsten kan åbne op for.