Salami - et eventyr om en skildpadde. Jeg eksperimenterer i øjeblikket med min fortællerstemme, og arbejder på at finde en god "hyggelig bedstefar"-stemme. Teksten er skrevet og indspillet af mig.

Denne Gnags-tekst fra 1989, er nr. 127 i Højskolesangbogen. Sangen er skrevet af Peter A.G. Nielsen og udgivet på albummet Mister Swing King.Jeg valgte at recitere teksten med en gammelmands-stemme. Kald det bare kreativ frihed, men jeg syntes der gemte sig et smukt poetisk lag, ved at lade fortælleren være en ældre herre. For, hvornår er man egentligt gammel? Er det en objektiv alder? Er det baseret på udseende? På pensionsalder? Eller måske - som denne version hinter til - er man først gammel, når man ser sig selv som sådan.Når jeg bli'r gammel1. Når jeg bli’r gammel, ja,så vil jeg sidde på en bænk,der hvor havet slår ind over molenog ta’ mod duglette perlestænkaf hav når det glitrer i solen. Når jeg bli’r gammel, (uh)skal bugten være så fuld af liv.Der hvor havet slår indat du kan fange det li’så letsom en dreng med et net på en bambuspind.2. Når jeg bli’r gammel, ja,så vil jeg sidde på en bænk,der hvor havet slår ind over molenog spise mandler med myntestænkog æbler med lommekniv i solen.Når jeg bli’r gammel, (uh)skal byen være så fuld af liv.Der hvor solen går ned,for intet liv gemmes vækfor at forsvinde helt alene med sin ensomhed.3. Når jeg bli’r gammel, ja,så vil jeg sidde på en bar,der hvor havet slår ind over molenog dele rødvin og memoirermed de andre gamle i solen.Når jeg bli’r gammel, (uh)skal byen kende til kærligheden.Der hvor solen går ned,der er et lys der rækker helt ind til landpå den anden side af ensomheden.||: Når jeg bli’r gammel – så’ du gammel selv. :||

Recitering og nyfortolkning af Jeppe Aakjær's "Jens Vejmand" (1905). Digtet er en rå portrættering af det barske liv og de ubændige kår, der eksisterede blandt arbejderklassens fattigste sjæle i slutningen af 1800-tallet.Digtet minder os om de skæbner der har levet, og stadig lever, i nødtørftens trældom.Højskolesangbogen, nr. 91Jens Vejmand1. Hvem sidder dér bag skærmenmed klude om sin hånd,med læderlap for øjetog om sin sko et bånd?Det er såmænd Jens vejmand,der af sin sure nødmed hamren må forvandlede hårde sten til brød.2. Og vågner du en morgen,i allerførste gryog hører hamren klingepå ny, på ny, på ny,det er såmænd Jens vejmand,på sine gamle ben,som hugger vilde gnisteraf morgenvåde sten.3. Og ager du til stadenbag bondens fede spand,og møder du en olding,hvis øje står i vand, -det er såmænd Jens vejmandmed halm om ben og knæ,der næppe véd at findemod frosten mer et læ.4. Og vender du tilbagei byger og i blæst,mens aftenstjernen skælveraf kulde i sydvest,og klinger hammerslagetbag vognen ganske nær, -det er såmænd Jens vejmand,som endnu sidder dér.5. Så jævned han for andreden vanskelige vej,men da det led mod julen,da sagde armen nej;det var såmænd Jens vejmand,han tabte ham'ren brat,de bar ham over hedenen kold decembernat.6. Der står på kirkegårdenet gammelt frønnet bræt;det hælder slemt til siden,og malingen er slet.Det er såmænd Jens vejmands.Hans liv var fuldt af sten,men på hans grav - i døden,man gav ham aldrig én.

Uddrag og nyfortolkning af Byens Lys af Poul Henningsen (PH) - et fantastisk digt om "Skorstensskoven" og det, der drager os mod byen: den kraftige blå energi, det destruktive og mastodontiske skær fra neonlyset i mørket - og ikke mindst mødet mellem det, der skaber og det, der jævner.Jeg valgte at stoppe reciteringen midt i andet vers, med ordene: "[...] Hvad trækker dem til disse steder?". Selvom teksten er smuk i sin helhed, synes jeg at det centrale tema står stærkere, hvis man lader spørgsmålet om den nærmest selvmodsigende fascination hænge i luften, som en opfordring til reflektion. Hele teksten kan dog læses nedenfor:Højskolesangbogen, nr. 101Byens lys1. Byens lys der tændes, Chaplins gamle film,myretu'n er med sit bedste smil.Helt til horisonten sti'r og synker ild'n,selv en storby har sin sexappeal.Her lever vi i skorstensskovenmed milevidt fra bryn til bryn,en jungle til men'skenes sovende børn,kravl op og kig ud over byen.Bag alle disse bål, der flammermed lysreklamers kolde lyn,er kampe og skæbner og jammer og ondtalli'vel så elsker vi byen.Man tænker på maskiner og på bomber og krighundrede knald alting forbi,vi jævner selv med jord'n, hvad vihar bygget så flinkt, blå energi, blinde instinkt.Det er en usandsynlig fabel,små bitte svage usle gryn,der stavler og splitter et babel af sten,alli'vel så elsker vi byen.2. Over os står lyset varmt og kuppelrundtsom et brandskær set fra landevejn.Fjerne folk i mørket ser et strålebundt,over regnen står et himmeltegn.Hvad trækker dem til disse steder?Hvad binder dem til støjn og gnyet?Derude var marker og glæde og ro,alli'vel så elsker vi byen.Hvad vil du vel på denne stentomt,her er du tabt og anonym.Du møder kun vrimlende ensomhed her,kom ind, du forsvinder i byen.En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri,liv eller død, kun småtteri.Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord,skæbner går ned, storbyen gror.Her lever vi i skorstensskoven,med milevidt fra bryn til bryn,en jungle til menskenes stridende børn,alli'vel så elsker vi byen.

Recitering og nyfortolkning af Hans Vilhelm Kaalunds digt "Jeg elsker den brogede verden" (1877).Digtet indeholder nogle af de smukkeste vers i hele den danske kulturkanon. Det er et digt der hylder livet 'på trods'. På trods af smerte. På trods af længsel. På trods af den brogede verden, med al dens nød og strid.Kaalund skrev digtet, mens han var fængselspræst i et af 1800-tallets mest brutale institutioner for kriminelle. Han gik op og ned af fanger, der sad i fortvivlelsens åg og konstant isolation. Han oplevede de værste sider af livet - og af døden. Og på trods af dette, skriver han:"Var livet en dans på roser,mon alt da var bedre end nu?Hvis ej der var noget at kæmpe for,hvad var da vel jeg og du?Kamp må der til, skal livet gro,ej kamp blot for dagligt brød,men kamp for frihed i liv og tro -thi evig stilstand er død!"Læs en udgave af digtet, som det er publiceret i Højskolesangbogen:Højskolesangbogen, nr. 88Jeg elsker den brogede verden1. Jeg elsker den brogede verdentrods al dens nød og strid;for mig er jorden skøn endnusom i patriarkernes tid.2. De snakke, som om den er gammel,af synd og sorger mæt.O nej, den flyver endnu i dansom solen så ung og let!3. Jeg har grædt, som andre, af smerte,fordi min boble brast.Men boblen er ikke verden;læg verden det ej til last!4. Var livet en dans på roser,mon alt da var bedre end nu?Hvis ej der var noget at kæmpe for,hvad var da vel jeg og du?5. Kamp må der til, skal livet gro,ej kamp blot for dagligt brød,men kamp for frihed i liv og tro -thi evig stilstand er død!6. Og derfor elsker jeg verdentrods al dens nød og strid;for mig er jorden skøn endnusom i skabelsens ungdomstid!

Første episode i serien "Det kollektive selvbedrag" - et filosofisk podcast-essay om  de psykologiske, sociologiske og naturvidenskabelige dynamikker, der leder mennesker mod forfald.