51. Den første diagnose - dét tager jeg så ikke så pænt.

Jeg tror, at jeg har Asperger. Jeg aner det ikke, og jeg har i mit liv indtil nu været velfungerende - udadtil. Men jeg har knoklet. Og det lægger jeg måske først rigtig mærke til nu, hvor jeg er blevet sygemeldt med en depression.
Og det får mig til at overveje at starte en proces med at få en asperger-diagnose?
Men hvad vil det sige? Hvad vil det gavne? Og hvad vil det egentlig sige, at have Asperger syndrom? Der er tusind spørgsmål, og hvis det her bliver den podcast, som jeg håber, at det bliver, så vil jeg få hjælp mange steder fra for at få besvaret spørgsmålene.
Jeg forestiller mig, at jeg og mine "gæster" skal tale om stress, om spiseforstyrrelser, om arbejdssituationer, om diagnoser (selvfølgelig) og om meget andet, som jeg sikkert stadig ikke ved, at det er relevant at tale om, når man først har sagt Asperger. 

Jeg er i min spæde start i processen med at finde ud af, om jeg har en diagnose. Og det her er også en terapeutisk proces for mig. En proces, der skal hjælpe mig til at blive klogere på Asperger og på mig selv. Og en proces, der skal hjælpe mig til at få set på mange af de ting, som belaster mig i mit liv - måske fordi min hjerne er, som den nu engang er. Asperger eller ej. 

Så jeg håber, at du vil med på rejsen, og at du vil tage pænt imod mig, som er et sårbart sted i mit liv lige nu.

Tak fordi du lytter med.